Fjernelse af tarmpolypper

 

Hvad er polypper?

Ved undersøgelse af tyktarmen vil man hos ca. 10 % finde polypper.

Polypper er gevækster eller svulster på tarmslimhinden. De har ofte form som en champignon. De kan variere i størrelse fra under 1 mm til 5 cm eller mere. De fleste er under ½ cm. Polypper kan være harmløse. Polypper kan forsvinde spontant. Polypper kan vokse, kan udvikle celleforandringer og kan efterhånden blive til cancer. Sidstnævnte udvikling vil typisk tage 10 år. Da man ikke umiddelbart kan se på polyppen om den vil udvikle sig til en cancer, er det kutyme at fjerne enhver påvist polyp. Er der fundet blot en polyp i endetarm eller tyktarm skal hele tarmen undersøges. Dette foregår ved en koloskopi, som er en kikkertundersøgelse.

Er en koloskopi ikke mulig at gennemføre kan CT-skanning i stedet benyttes.

Ved sidstnævnte kan man dog ikke fjerne påviste polypper. CT skanningen vil i dette tilfælde kræve en koloskopi, som af denne årsag er føstevalg.

 

Teknik

Moderne fiberskoper er alle udstyret med en arbejdskanal. Gennem denne føres en elektrisk slynge. Slyngen kan bedst sammenlignes med en lasso som føres ned over polyppen. Den kan herefter strammes om stilken. Metalslyngen varmes op og skærer/brænder sig gennem stilken. Herefter indføres en polyptang, som fanger polyppen således at den kan undersøges yderligere. Enkelte polypper har ikke en stilk, men er ”bredbasede”. Her benyttes en anden teknik som kræver hospitalisering. Også de meget store polypper må fjernes på sygehus.

 

Mikroskopi

Polyppen skal gerne undersøges mikroskopisk – blandt andet for at se om den indeholder celleforandringer eller cancer. Af og til må man imidlertid undvære mikroskopi. Det kan nemlig være teknisk vanskeligt eller umuligt at finde og fange den fjernede polyp. Årsagen kan også være at man – mest af hensyn til patienten – ikke ønsker at forlænge undersøgelsen unødigt.

I de fleste tilfælde fjerne man polyppen radikalt (totalt), men i nogle tilfælde efterlader man enten en lang stilk eller er man usikker, så skal patienten sættes til kontrol koloskopi inden for 3 måneder.

 

Komplikationer

Komplikationer til polypfjernelse er sjældne, men kan være alvorlige.

Stilken kan indeholde større blodårer. Normalt vil disse blive destrueret (koaguleret) af den varme der tilføres vævet ved fjernelsen. Sker dette ikke kan der opstå blødning. Normalt kan denne stoppes umiddelbart, men det kan blive nødvendigt at blive indlagt til behandling eller observation. Er tarmvæggen meget tynd kan man lave hul på tarmen (perforation). Denne komplikation kræver øjeblikkelig operation med lukning af hullet. Efter varmepåvirkningen kan tarmen være skør i en periode. Perforation kan derfor forekomme op til 8 dage efter polypfjernelsen. Varmepåvirkningen kan også gøre tarmen lettere gennemtrængelig for bakterier, hvilket kan medføre en lokaliseret bughindebetændelse. Symptomet vil være lettere lokaliseret mavepine. Risikoen er selvsagt størst ved fjernelse af meget store polypper.

 

Dan-Kirurg vil derfor gerne kontaktes såfremt der efter polypfjernelse opstår:

  • Større blødninger fra tarmen
  • Mavesmerter der varer mere end 3 timer
  • Kulderystelser og feber over 38,2 grader.

 

Overordnet skal der understreges at komplikationer kun opstår uhyre sjældent. Forekomsten er så beskeden at fordelen ved at fjerne mulige cancerforstadier opvejer risikoen.

 

Kontrol

Når en polyp eller flere polypper er fjernet bliver de mikroskoperet og størrelsen bliver fastslået. Herefter tilbydes en kontrol koloskopi hvert 2.- eller 4. år efter følgende retningslinjer:

 

Hvert 2. år hvis:

– der er flere end 5 polypper

– de er større end ½ cm

– der er påvist celleforandringer

 

Hvert 4. år

– alle andre

 

De fleste sygehuse anbefaler at kontrollerne ophører, når man fylder 70 år. Jeg foretrækker, at man fortsætter kontrollerne så længe man føler sig rask og rørig.

 

Særligt udsatte familier

Nogle familier løber særlig risiko for at udvikle polypper og cancer i tyktarmen. Det drejer sig om patienter med usædvanligt mange (hundredvis) polypper og familier, hvor flere nærtstående familiemedlemmer enten har eller har haft tarmcancer og hvor mindst én var under 40 år ved påvisning af canceren. Disse vil blive tilbudt genetisk rådgivning.

 

Metaplastiske polypper

Dette er en undergruppe som ikke kræver kontrol med mindre de optræder i meget stor mængde. Diagnosen kan først stilles efter mikroskopisk undersøgelse.
Vi må ikke indkalde patienter til kontrol, så du skal selv sørge for tidsbestilling og henvisning.

 

Kontakt

Er der spørgsmål i øvrigt, ring da til klinikken på tlf. nummer 27 84 60 22 eller benyt e-mail mail@dan-kirurg.dk

 

 

polyp fjernelse

 Rev. 04.01.2017

0 replies

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *