Koloskopi
Koloskopi er en kikkertundersøgelse, hvor man fører en lillefinger tyk bøjelig slange op i tyktarmen, som har en længde på ca. 120 cm. En komplet koloskopi til blindtarmen kan gennemføres hos ca. 90%. Hos de resterende 10% suppleres med en CT-skanning. Koloskopet er 150 cm langt. Det indeholder, udover et tv-kamera, kanaler til luft, vand, sug og instrumenter.
Hvornår koloskoperes
Der er enighed om at koloskopi er den mest grundige tarmundersøgelse. Den benyttes ved udredning af:
- Anal blødning, lav blodprocent, vægttab, smerter i maven, afføringsændringer m.v.
- Screening for tyktarmskræft både med og uden familiær forekomst.
- Løbende kontrol af patienter med tyktarmspolypper.
- Kontrol efter operation for tyktarmskræft m.v.
Sundhedsstyrelsen anbefaler, at de nærmeste slægtninge til personer med kræft i endetarm eller tyktarm bør undersøges hvert 3. eller 5. år. Undersøgelsen giver et godt billede af den indvendige tarm. Findes der tegn på sygdom er det muligt at tage vævsprøve (biopsi), ligesom man kan foretage mindre kirurgiske indgreb. Hos ca. 20% af patienterne vil man finde polypper, som fjernes under undersøgelsen.
Tidsforbrug
Undersøgelsen tager fra 15 til 30 minutter. I de tilfælde, hvor undersøgelsen er besværlig er årsagen typisk, at tarmen er usædvanlig lang og bugtet.
Er undersøgelsen ubehagelig?
Selve tarmen har ingen nerver, hvorfor man f.eks. kan skære og brænde i slimhinden uden at det udløser ubehag. Patienten kan opleve luftsmerter, kneb eller mere diffust ubehag under undersøgelsen, dette pga. at der blæses luft ind i tarmen gennem skopet for at udvide tarmen og forbedre oversigten. Nerver er der derimod i tarmens ophæng. Ubehag eller smerte kan udløses ved træk, når man ved indføring af kikkerten retter tyktarmens bugtninger ud. Ubehaget er typisk kortvarigt og ophører så snart tarmslyngen er passeret og rettet ud.
Vi tilbyder smertestillende og beroligende medicin under undersøgelsen. Valget er dit men vær opmærksom på, at maskinbetjening og bilkørsel frarådes resten af dagen. I disse tilfælde kan det være praktisk at have en ledsager med.
Forberedelse
En forudsætning for et godt resultat er, at tarmen er renset grundigt ud. Dette indebærer kostrestriktioner og brug af et udrensningsmiddel.
Patienter i behandling med blodfortyndende medicin (Hjertemagnyl, Marevan, Marcomar, Persantin Retard) må holde pause i minimum 3 dage. Kontakt venligst klinikken for yderligere information.
Kosten
- Kerner fra madvarer kan tilstoppe undersøgelsesudstyret. 3 dage før undersøgelsen må du derfor ikke spis kerneholdig kost f.eks. kernerugbrød, sesamfrø, hørfrø og lignende.
- Dagen før undersøgelsen: Spis indtil kl.13.00. Spis ikke noget meget stort måltid. Herefter kun klare væsker f.eks. saftevand, sodavand, æblejuice, the, kaffe, danskvand, bouillon, sorbet (vandis) uden bær, øl, vin. Ingen mælkeprodukter, ingen legerende eller “tykke” supper (som f.eks. tomatsuppe og aspargessuppe). Drik rigeligt, gerne sukkerholdigt for at få lidt kalorier.
- På undersøgelsesdagen: Der må gerne drikkes the, kaffe (maks. 1 kop), saft og vand efter behov. Fast medicin tages som vanligt undtagen blodfortyndende.
Udrensningen
Til udrensningen bruges Picoprep, som udleveres gratis på apoteket.
Udrensningen starter dagen før undersøgelsen – se venligst nedenfor.
Pakningen indeholer 2 breve med pulver:
- Klokken 14.00 tages det første brev således: Tag et glas vand med 150 ml koldt vand. Hæld pulveret fra det ene brev i vandet. Rør i blandingen i 2-3 minutter. Når det ikke længere bruser er blandingen færdig. Drik det indenfor 15 minutter. Drik minimum 1,5 liter klar væske i løbet af de næste 4-6 timer. Medicinen virker 1-3 timer efter indtagelse.
- Klokken 20.00 tager du det andet brev Picoprep og drikker minimum 1,5 liter klar væske inden for de næste 2-4 timer.
Udrensningen vil resultere i en del vandige diaréer. Det er nødvendigt at være i nærheden af et toilet og det kan ikke anbefales at forlade hjemmet så længe udrensningen står på. Det kan også gå udover nattesøvnen. Mange oplever lidt mavekneb eller kvalme. Mange bliver irriterede ved tarmåbningen. Smør denne med en god fed creme flere gange.
Efter undersøgelsen
Efter undersøgelsen kan du opleve mavesmerter eller ubehag pga. der er blevet pustet luft ind i tarmen. Du skal ikke holde på luften, men lade den “slippe ud”,
Du skal vente i venteværelset i ca. 30 minutter efter undersøgelsen så vi er sikre på du har det godt inden vi sender dig hjem.
Har du fået medicin under undersøgelsen, bør du have nogen til at følge dig hjem.
Er undersøgelsen farlig?
Koloskopi er en sikker undersøgelse. Faktisk er der færre komplikationer end ved en traditionel røntgenundesøgelse. De få komplikationer ses især i forbindelse med polypfjernelse. Der kan være tale om blødning eller hul gennem tarmens væg. Begge dele hænder dog yderst sjældent. Risikoen er så lille, at den helt overskygges af fordelene ved at finde f.eks. kræft eller forstadier hertil i tide.
Vi vil gerne kontaktes, hvis du observerer følgende efter undersøgelsen:
- Væsentlig blødning fra tarmen.
- Symptomer på hul i tarmvæggen (tarmperforation): Stærke mavesmerter.
Kontakt
Er der øvrige spørgsmål, ring da til klinikken på telefon 27 84 60 22 eller benyt e-mail mail@dan-kirurg.dk
Rev. 17.12.2019